Jeg har heddet Hovedvej 13 i over en uge. Det blev bestemt henover hovedet på mig mens jeg stadig sad på væven. Havde nok ønsket mig et mere poetisk navn, i stil med Tinnet Krat og Klostermølle, eller noget med en russisk undertone pga. mit familieforhold til Datja. Men nej, nu er vi hjemme i Midtjylland igen og det skal skæres ud i pap med Hovedvej 13 … jeg trøster mig med at asfalten fører mig til Minsk hvis jeg bare fortsætter sydpå og holder lidt til venstre.
Nu er der gået en uge og jeg har jeg næsten vænnet mig til Hovedvej 13… hvor mange uldne tæpper er opkaldt efter en primærrute der er 152 km lang – begynder som Midtjyske motorvej i den nordlige del af Vejle, går gennem tyndt befolkede områder med en masse træer og løber parallelt med hærvejen hele vejen fra Nørre Snede og ender i Rold Skov?
Men så har hun pludselig ombestemt sig, nu skal jeg hedde Bela… det er noget med Hviderusland… Belarus. Bela betyder hvid og der er ret meget hvidt i mig. Det ok, for da jeg blev fotograferet første gang, var det sammen med Claus og Christian fra Kjellerup væveri. (det er nordpå og lidt til højre). Så alt er godt! – og havde de købt væveriet 3 år tidligere, var det måske dem der havde vævet mig.
Men jeg er superkvalitet selvom jeg ikke er vævet i Midtjylland! – for ligesom de andre Midtjyske Tæpper er jeg vævet på Røros Tweedi Norge af uld fra norske får. (det er 928 km nordpå + nogle sømil). Og de kan deres kram!
Jeg håber at Kjellerup væveri vil væve min fætter engang i fremtiden! Så han kan være kortreist som de sir i Norge! (Der er kun 34km til Kjellerup).
Med kærlig hilsen Bela fra Hovedvej 13
BELA og DATJA er ikke kommet på webshoppen endnu men de kan købes ved at sende en mail til: mail@annemettelarsen.dk